Vi bader fra Greve Marina, hvor der er en vinterbader platform, som må bruges af alle fra 1. oktober til 15. april.
For medlemmer af Vinterbaderne Greve Havbad, er der også en sauna til rådighed. Den er åben hver dag. Se tider under “Saunaens åbningstider”.
Alle kan blive vinterbader. Medlemmer skal dog være over 18 år jf. vores vedtægter af forsikrings og sikkerhedsmæssige hensyn.
Nedenfor lidt tips og råd for nye vinterbadere. Læs mere på DGI.
Du kan starte med at vinterbade hele året
Hvis du er sund og rask kan du begynde at vinterbade hele året rundt – også i de kolde måneder. Dog anbefaler mange erfarne vinterbadere, at man fortsætter med at vinterbade efter sommeren, og på den måde langsomt vænner kroppen til det ”kolde gys”.
Man skal vænne sig til det kolde gys
Det er ofte det første dyk, der er det sværeste. Derefter vænner man sig gradvis til kulden, og det bliver nemmere og nemmere at gå i det kolde vand.
Med eller uden tøj?
Mange er i tvivl om hvorvidt man skal bade med eller uden badetøj. Det er i høj grad en smagssag, og begge dele er fuldt ud accepteret hos Vinterbaderne Greve Havbad.
Mange kan godt lide at have en hue på, når det er rigtigt koldt, ligesom nogle bruger neopren handsker.
I saunaen SKAL man sidde på et håndklæde. Derfor er det en god ide at have et ekstra håndklæde med, så man har et tørt efter sidste dyp.
Gode råd til sikker vinterbadning
- Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand, fx ved at løbe eller gå en tur
- Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet
- Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Et par sko eller sandaler kan være en rigtig god idé
- Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først og tag gerne en hue på hovedet
- Træk vejret roligt, når du går i vandet – koldt vand kan give dig midlertidig åndenød
- Tag kun et kort dyp på fx 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader.Herefter kan du forlænge længden på dine dyp, som du synes. De fleste vinterbadere bader højest mellem 20-40 sekunder
- Tag varmt tøj på efter badningen og drik rigeligt med te eller andre varme drikke
- Gå under ingen omstændigheder i vandet, hvis du er påvirket af alkohol eller føler dig sløj
- Bad aldrig alene
- Hvis du er i tvivl, om dit helbred er godt nok til at vinterbade, så spørg din læge.
Læs iøvrigt mere om sikker badning hos Rådet for større badesikkerhed.